Blev færdig med at læse Haruki Murakamis Hard-Boiled Wonderland and the End of the World, of må indrømme at jeg var rimeligt skuffet.

Efter jeg elskede min første Murakami, Kafka on the Shore, var jeg meget overrasket over hvor lidt jeg brød mig om Killing Commendatore, og holdt en pause. Stemningen fra Kafka var der, men den var bare så fucking kedelig, og slutningen var den fladeste oplevelse.

Tilbage på hesten, og nu efter Wonderland tror jeg vist jeg er ude. Baseret på anmeldelser burde jeg lige give Norwegian Wood en chance, men det må blive efter endnu en lang pause, hvis nogensinde.

Tror jeg bliver nødt til at acceptere at eksistentialisme i litteraturform bare ikke er mig 🙄

Bonus anekdote — Var i Berlin med en daværende kæreste for ~~omkring 25 år siden~~ (fandt fotoet! Det var i går for 19 år siden 😅), og gik en morgen på Uranienburgerstraße og ledte efter et sted at spise. Fandt en fortovscafé der så hyggelig ud, og begyndte at læse menuen.

Nederst på menuen fandt jeg denne perle: Existentialistisches Frühstück — Eine Tasse schwarzen Kaffee und eine Zigarette. Jeg bestilte den med det samme, og den dag i dag er det stadig en af de sjoveste ting (nok nærmere "bedste humor") jeg nogensinde har set/oplevet. ☕🚬