Jeg synes artiklen påpeger noget vigtigt som flere herinde også har italesat og som jeg også selv mærker.
Jeg tror dog at der ligger mere bag end artiklen kommer ind på. Jeg tror at mange oplever en følelsesmæssig udmattelse. Alene i nyhederne i dag har jeg læst om hundredevis af folk der døde og en af dem er Charlie Kirk. Det er mange mennesker at prøve at føle noget for på en dag, men det er blevet normen at læse om det. Der sker så meget i verden og der er så mange forfærdelige skæbner at have medfølelse for, så det bliver svært hele tiden rigtigt at føle meget om det uden at ødelægge sig selv. Det tror jeg fører til en form for følelseslammelse som en nyhed bliver nødt til at overkomme eller som man bevidst er nødt til at bryde igennem for rigtig at føle hvad situationen ellers fortjener.
Problemet er så bare at når et menneske der levede af at sprede had mod andre dør på en måde som er blevet så normal at høre om så bryder nyheden ikke igennem den lammelse og der er ikke meget til at motivere til at arbejde for rigtig at føle med personen. Det er i hvert fald min oplevelse og jeg synes at høre lignende oplevelser fra andre. Artiklen kommer lidt ind på det med dette afsnit:

• Nogle tænker: "Charlie Kirk sagde jo kontroversielle ting – så måske er det ikke så slemt, at han blev skudt." Andre overvejer, om det overhovedet er i orden at fejre et drab, siger hun.

Det får bare ikke rigtig italesat hvor horribel en person han var og hvordan hans indflydelse har været med til at opfostre denne kultur. Det er ikke meget mere end to måneder siden at han opfordrede sine følgere til at blive en “patriotisk helt” ved at betale kaution for manden der myrdede to demokratiske politikere og deres hund, forsøgte at dræbe to flere og havde en lang liste af yderligere mål. Det er noget nær så tæt man kan komme på stokastisk vold, uden faktisk at opfordre direkte til vold. Det er stadig forfærdeligt at han blev myrdet, og jeg føler for hans børn der mistede deres far og måske enda var der til at se det traumatiske øjeblik.