Jeg sidder her som neurodivergent og som en, der dagligt arbejder med mennesker på spektret – både i mit arbejdsliv og i mit engagement for et mere rummeligt samfund. Og ærligt talt, så gør det mig lidt ked af det at læse nogle af de generaliseringer og stigmatiseringer, der dukker op i denne debat. For jeg ved, at der er støtte at hente. Jeg ved, at der findes rummelige arbejdspladser, samfundsinitiativer og fællesskaber, der aktivt forsøger at tilgodese den enkeltes behov – også for os, der ikke passer ind i den snævre norm.

Og den eneste hjælp er ikke kun medicin, det er faktuelt forkert!

Det er ikke for at afvise de oplevelser, I deler her. Tværtimod: Jeg anerkender fuldt ud, at systemet svigter mange, at ventetiderne er for lange, og at medicinering ikke altid er løsningen – eller endda en mulighed – for alle. Men det er vigtigt, at vi ikke lader frustrationen over systemets mangler overskygge de skridt, der alligevel tages. For der er håb. Der er muligheder. Og de vokser, fordi flere og flere kræver det.

Jeg arbejder selv med at skabe rum, hvor neurodivergente mennesker kan trives – uden at skulle bide sig selv i halen for at passe ind. Det handler om at forstå, at vores hjerner ikke er "defekte", men forskellige. At vores måde at tænke, handle og opleve verden på ikke er noget, der skal "fikses", men noget, der skal rummes. Og det kræver, at vi som samfund tør at kigge på vores strukturer, vores forventninger og vores måde at organisere os på. Det kræver, at vi lytter til dem, der lever med neurodiversitet, i stedet for at antage, vi ved, hvad der er bedst for dem.

Så lad os tage debatten et skridt op. Lad os undgå at falde i fælden med at generalisere eller patologisere. Lad os i stedet spørge: Hvordan kan vi skabe et samfund, der ikke kun "tolererer" neurodiversitet, men aktivt fejer det ind i sine strukturer? For det er muligt. Jeg ser det i mit arbejde. Jeg ser det i de fællesskaber, der vokser frem. Og jeg ser det i de mennesker, der – trods udfordringer – finder deres vej, fordi de endelig bliver mødt med forståelse.

Hvis I vil vide mere om, hvordan vi konkret kan arbejde med rummelighed – eller hvis I selv sidder med erfaringer, I vil dele – så er jeg her. For det er i fællesskabet, vi finder løsningerne. Og det er ved at lytte, at vi undgår at gentage de samme fejl.

Så lad os holde fast i, at neurodiversitet ikke er et problem, der skal løses. Det er en del af os. Og det er op til os alle at gøre plads til det. 💙