Jeg er selv i ret voksen alder under udredning for adhd og tænker en del over det her med, at antallet af diagnosticerede voksne stiger, som det gør.

Overordnet er der vel tale om, at de nye retningslinjer er bedre til at fange adhd hos flere typer mennesker og i flere alderskategorier end tidligere, og samtidig er flere kendt med diagnosen, og de har bedre mulighed for at blive diagnosticeret, så selvfølgelig er der en stigning i folk der opsøger og får diagnosen. Det er mærkeligt, at man så samtidig bliver overrasket over, at antal diagnosticerede og mennesker på medicin stiger. Det giver vel sig selv. Det lyder mere som en sejr for diagnosticeringsmetoden.

Så kan man så sige, jo jo, flere bliver diagnosticeret, men behøver de få medicin? Burde vi ikke i stedet skabe et samfund, der kunne rumme dem? Det synes jeg lyder misforstået. Det handler ikke kun om at blive rummet. Det handler også om at eksistere. Jeg var 40, før jeg fandt ud af, at det der med at have et hoved, der konstant bombarderer sig selv med lyd, billeder, planer, overvejelser og hvad ved jeg, det er faktisk ikke normalt. At sidde alene i et stille rum og blive distraheret så meget af en idé man fik, at man glemte hvad man lavede, det er ikke normalt. Jeg troede alle havde det sådan, men det viser sig, at det er det ikke. Nu er jeg så i det her udredningsforløb, og hvis det ender med, at der er noget medicin, jeg kan få, som kan tage bare toppen af aktivitet af mit hoved, så bliver jeg sgu lykkelig! Mit hoveds rasen er ikke bare en ubekvemmelighed. Det slider på en at have et hoved, der konstant er i gang. Kan ikke forestille mig, at det slider mindre end at tage noget medicin, hvis medicinen til gengæld giver en noget ro.

Jeg sidder her som neurodivergent og som en, der dagligt arbejder med mennesker på spektret – både i mit arbejdsliv og i mit engagement for et mere rummeligt samfund. Og ærligt talt, så gør det mig lidt ked af det at læse nogle af de generaliseringer og stigmatiseringer, der dukker op i denne debat. For jeg ved, at der er støtte at hente. Jeg ved, at der findes rummelige arbejdspladser, samfundsinitiativer og fællesskaber, der aktivt forsøger at tilgodese den enkeltes behov – også for os, der ikke passer ind i den snævre norm.

Og den eneste hjælp er ikke kun medicin, det er faktuelt forkert!

Det er ikke for at afvise de oplevelser, I deler her. Tværtimod: Jeg anerkender fuldt ud, at systemet svigter mange, at ventetiderne er for lange, og at medicinering ikke altid er løsningen – eller endda en mulighed – for alle. Men det er vigtigt, at vi ikke lader frustrationen over systemets mangler overskygge de skridt, der alligevel tages. For der er håb. Der er muligheder. Og de vokser, fordi flere og flere kræver det.

Jeg arbejder selv med at skabe rum, hvor neurodivergente mennesker kan trives – uden at skulle bide sig selv i halen for at passe ind. Det handler om at forstå, at vores hjerner ikke er "defekte", men forskellige. At vores måde at tænke, handle og opleve verden på ikke er noget, der skal "fikses", men noget, der skal rummes. Og det kræver, at vi som samfund tør at kigge på vores strukturer, vores forventninger og vores måde at organisere os på. Det kræver, at vi lytter til dem, der lever med neurodiversitet, i stedet for at antage, vi ved, hvad der er bedst for dem.

Så lad os tage debatten et skridt op. Lad os undgå at falde i fælden med at generalisere eller patologisere. Lad os i stedet spørge: Hvordan kan vi skabe et samfund, der ikke kun "tolererer" neurodiversitet, men aktivt fejer det ind i sine strukturer? For det er muligt. Jeg ser det i mit arbejde. Jeg ser det i de fællesskaber, der vokser frem. Og jeg ser det i de mennesker, der – trods udfordringer – finder deres vej, fordi de endelig bliver mødt med forståelse.

Hvis I vil vide mere om, hvordan vi konkret kan arbejde med rummelighed – eller hvis I selv sidder med erfaringer, I vil dele – så er jeg her. For det er i fællesskabet, vi finder løsningerne. Og det er ved at lytte, at vi undgår at gentage de samme fejl.

Så lad os holde fast i, at neurodiversitet ikke er et problem, der skal løses. Det er en del af os. Og det er op til os alle at gøre plads til det. 💙

Jeg blev udredt for ADD lige før jeg fyldte 41 (uopmærksom type ADHD) og aspergers lige efter jeg fyldte 41 (den "milde" form for autisme) sidste år.
Den medicin jeg får pt. methylphenidat synes ikke at gøre en skid forskel, så min livskvalitet er akkurat den ringe samme som før. Og der er bare ingen hjælp at finde som voksenudredt. Børn og unge bliver der taget hånd om, men os der voksede op i en tid hvor vi ikke vidste noget om ADHD og autisme, vi må bare klare os selv. Jeg er selvfølgelig glad for at unge og børn får hjælp, men det bedste tilbud jeg har fået indtil videre er et 21 timers forløb som jeg først kan komme på næste år pga. ventetid og for lidt afsatte ressourcer.

Men de stigninger virker overhovedet ikke unormale hvis i spørger mig. Som sagt så kaldte vi det jo DAMP da jeg var helt lille, der er sket så meget siden da.

Det er da en underlig vinkel de valgt at tage den fra.

"Der er godt nok mange der brækker sine ben for tiden, måske vi skulle behandle færre af dem, mens vi overvejer hvorfor de brækker benene..."

Hvis medicinen hjælper, så lad dem da få medicin indtil man har fundet det bedre alternativ.

Dvs fokuser på at nedsætte medicin-behovet (positivt), i stedet for bare at sige at folk spiser for mange piller (negativt). Det er svært nok i forvejen at få folk til at forstå at ADHD er et reelt problem, og ikke er spørgsmål om opdragelse eller vilje.

Ifølge Per Hove Thomsen, professor i børne- og ungdomspsykiatri på Aarhus Universitet, er det stadig "kun" 2,1 procent af den voksne befolkning, der får ADHD-medicin.

Så vidt jeg kan læse på Wikipedia er det ikke utænkeligt at omkring 2,1% af befolkningen har ADHD. Dog virker det ikke som om den stigning vi ser lige nu er ved at stoppe...

Jeg kunne godt være lidt bekymret hvis vi når til et punkt hvor vi medicinerer, lad os sige, 5% af befolkningen. Altså det virker lidt vildt at 1 ud af 20 mennesker har brug for medicin for at fungere i samfundet? Så er der da et eller andet helt galt med samfundet, og ikke med mennesket.

Følgende er lidt spøjst formuleret i artiklen

I begyndelsen af 2000'erne var ADHD mest en diagnose, som børn og især drenge fik, men siden er der kommet større fokus på ADHD blandt voksne og piger.

I dag er hovedparten af dem, der får medicin for forstyrrelsen, voksne.

Man skulle gerne antage at folk går fra at være børn til at blive voksne på 20 år :D

Jeg ved godt at det ikke forklarer hele tilvæksten.

Det samfund vi har i dag er på mange måder rigtig fjendtligt over for ADHD, så det ville ikke overraske mig hvis mange der tidligere ville være fløjet under radaen nu bliver så udfordret at de søger hjælp. Som artiklen også siger så er medicinen den eneste hjælp man får fra systemet. Langt det meste jeg har lært om min ADHD diagnose har været gennem memes, artikler delt i ADHD grupper og selvrefleksion årene efter min diagnose.

Nu bliver jeg så bekymret for om reglerne om medicinen igen bliver strammet og om de gør det endnu sværre for folk med ADHD at overskue at få fat i den. Det er allerede en process der rammer dejligt mange af ADHD udfordringerne ved at man selvfølgelig skal tage sig sammen til at ringe til lægen i tide for at fornye recepten (for det kan man ikke via min medicin appen da den er en kontrolleret substans). Det er også en type medicin som mange gange er i restordre så man nogengange i flere månede bare må tage på apoteket og høre om de nu kan få fat i den eller ej. Det rammer rigtig mange af mine ADHD udfordringer og jeg er før gået uden medicin eller på mindre dosis i uger flere uger fordi jeg var i en presset periode og ikke kunne over det, hvilket kun gjorde mig mere presset og i længere tid.