Nyheder
For alle nyheder, hvad end de måtte omhandle.
Regler
1. Brug artiklens titel
Titlen på indlæg skal være titlen på nyhedsartiklen der linkes til. Du må dog gerne oversætte titlen hvis den ikke er på dansk, så længe oversættelsen er retvisende. En alternativ titel (fx i tilfælde af clickbait) eller vigtig supplerende information kan angives i kantede parenteser. Fx: "Clickbait titel [Beskrivende titel]". Dette sikrer at titlen på artiklen ikke er misvisende.
2. Brug ikke tekstfeltet ("body")
Link udelukkende til artiklen og brug ikke tekstfeltet ("body" på engelsk). Hvis du vil tilføje noget, så skriv en kommentar. Dette sikrer at debatten foregår fra et neutralt synspunkt der tager udgangspunkt i artiklen, og ikke en bestemt vinkling skrevet i tekstfeltet. Undtagelse: Det er tilladt at dele et referat af en artikel bag betalingsvæg i tekstfeltet.
3. Kun nye artikler
Artikler skal være mindre end en uge gamle. Dette sikrer at artikler faktisk er nyheder.
4. Debat-indlæg og andet skal markeres
Det er tilladt i et begrænset omfang at indlægge artikler der ikke som sådan er nyhedsartikler og ikke er skrevet af avisens ansatte (fx debat-indlæg eller læserbreve), men sådanne artikler skal markeres med [Debat] el. lign. mærkat i titlen af indlægget inden titlen på artiklen. Dette sikrer at brugere er klar over den potentielle højere bias der kommer fra debat-indlæg og sikrer at debat-indlæg ikke bruges til at skubbe en agenda.
Husk også at følge Feddit.dks generelle regler.
view the rest of the comments
Jeg er selv i ret voksen alder under udredning for adhd og tænker en del over det her med, at antallet af diagnosticerede voksne stiger, som det gør.
Overordnet er der vel tale om, at de nye retningslinjer er bedre til at fange adhd hos flere typer mennesker og i flere alderskategorier end tidligere, og samtidig er flere kendt med diagnosen, og de har bedre mulighed for at blive diagnosticeret, så selvfølgelig er der en stigning i folk der opsøger og får diagnosen. Det er mærkeligt, at man så samtidig bliver overrasket over, at antal diagnosticerede og mennesker på medicin stiger. Det giver vel sig selv. Det lyder mere som en sejr for diagnosticeringsmetoden.
Så kan man så sige, jo jo, flere bliver diagnosticeret, men behøver de få medicin? Burde vi ikke i stedet skabe et samfund, der kunne rumme dem? Det synes jeg lyder misforstået. Det handler ikke kun om at blive rummet. Det handler også om at eksistere. Jeg var 40, før jeg fandt ud af, at det der med at have et hoved, der konstant bombarderer sig selv med lyd, billeder, planer, overvejelser og hvad ved jeg, det er faktisk ikke normalt. At sidde alene i et stille rum og blive distraheret så meget af en idé man fik, at man glemte hvad man lavede, det er ikke normalt. Jeg troede alle havde det sådan, men det viser sig, at det er det ikke. Nu er jeg så i det her udredningsforløb, og hvis det ender med, at der er noget medicin, jeg kan få, som kan tage bare toppen af aktivitet af mit hoved, så bliver jeg sgu lykkelig! Mit hoveds rasen er ikke bare en ubekvemmelighed. Det slider på en at have et hoved, der konstant er i gang. Kan ikke forestille mig, at det slider mindre end at tage noget medicin, hvis medicinen til gengæld giver en noget ro.
Personligt spørgsmål men jeg er nysgerrig: Er det noget du mener du altid har haft, eller er det noget omkring din barndom der ligesom forårsagede det?
Jeg tænker på at hvis man nu ændrede samfundet, så ville det måske ikke hjælpe dem som allerede har problemet (som dig), men det kunne måske forebygge at flere fik det. Måske er der noget med måden børn og unge opdrages på i det moderne samfund som gør det? Så det er måske misforstået at det skulle hjælpe dem der bliver diagnosticeret nu, men det er vel stadig generelt godt hvis vi kan lave samfundet mere rummelig overfor flere?
Adhd er ikke noget der opstår som følge af dårlig opdragelse eller andre ydre faktorer. Det er en udviklingsforstyrrelse i hjernen som kan være medfødt eller i nogle tilfælde opstå ved komplikationer under fødslen.
I meget sjældne tilfælde kan ADHD opstå som følge at hjerneskader senere i livet, men det er meget sjældent.
Du kan samligne det med en person, der er født blind. Man ville nok ikke sige til en blind person at hvis bare deres forældre havde været bedre til at opdrage dem eller at samfundet kunne rumme dem bedre, så ville de sikkert have udviklet perfekt syn som voksne.
Der hvor du har fat i noget er at samfundet på nuværende tidspunkt er bygget op til ikke at kunne rumme folk med ADHD særligt godt og derfor bliver deres symptomer set som et problem og en belastning i højere grad end hvis samfundet havde været struktureret på en måde hvor deres symptomer inten ikke generer eller måske er en decideret fordel i nogle regi.
Men selv i det mest utopiske ADHD-venlige samfund ville en person med ADHD til hver en tid have konstant uro inde i hovedet og i kroppen. De ville stadig glemme ting, være sjuskede og kæmpe med deres temperament etc etc etc. Hvis man er født rødhåret, så er man rødhåret uanset hvilken konstellation samfundet er i. Om man bliver accepteret eller udstødt kommer an på samfundets syn på det at være rødhåret.
Så længe vi ikke, med sikkerhed, ved, hvordan folk får det, er det svært at ændre samfundet. Nogle mener at det er medfødt, andre mener det er noget med, hvordan mængden af "byggestoffer" er i moderens mave under graviditeten eller om man er født for tidligt.
Det er en skøn tanke, men jeg har meget svært ved at se, hvordan samfundet skal ændre sig til det bedre for os med ADHD, så længe vi ikke præcis ved, hvordan det opstår. Det bedste verden kan gøre lige nu er, at acceptere at der er nogle mennesker, der har behov for at få lidt hjælp til at være "normal". Der er så mange faktorer der spiller ind, herunder "normalbilledet" af mennesker. For hvor bredt eller snævert skal "normalen" favne? Derudover er der kæmpe forskel på, hvordan ADHD/ADD manifesterer sig hos forskellige mennesker.
Jeg vil anbefale at lytte til "ADHD for begyndere". Der har de en fin beskrivelse af, hvordan ADHD er meget mere end hyperaktivitet, hvis feltet interesserer dig: https://www.dr.dk/lyd/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-2023/adhd-for-begyndere-11032321403
Nu var det ikke mig du spurgte, men du har stillet tilsvarende (fornuftige) spørgsmål flere steder i tråden, så jeg tillader mig at svare. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv og ud fra min egen erfaring.
Jeg mistede en forælder som barn, og selvom man ikke får ADHD af dét, kan traumer i barndommen vist være medvirkende til at det udvikler sig til et problem. Tror jeg nok. Men jeg kan nemt se hvilken side af familien jeg har det fra, både i mine forældres og min egen generation, så jeg har svært ved at forestille mig at det er "noget i vandet nu til dags" når min pensionerede forælder tydeligvis har (udiagnosticeret) ADHD.
Jeg tror som sagt ikke umiddelbart at mine neuroreceptorer er ændret som følge af noget ved det moderne samfund, men det er helt sikkert at de volder mig flere problemer som følge af den kompleksitet der er over det hele, og de mange, mange stimuli der kæmper om at gøre krav på min opmærksomhed. Og så er der alle de skjulte opgaver man kan fucke op i det moderne digitale bureaukrati: Jeg er altid lidt bange for at logge på borger.dk eller eboks eller netbank, men gudskelov har jeg ikke overset noget alvorligt endnu! Jeg er ellers teknologikyndig akademiker og burde have gode forudsætninger for den slags.
Jeg tror personligt at den stigende forekomst af ADHD er et vink med en vognstang om at vi indretter samfundet forkert på en række områder. Vi med ADHD er kanariefuglene i den kulmine, der er det moderne samfund.
For at det kan være adhd, så skal jeg altid have haft det. Det er det, jeg er ved at finde ud af i udredningen. Hvis jeg har symptomerne et andet sted fra, så kan det vel være opstået hen af vejen, men hvis det er adhd, har jeg altid haft adhd.
Men hvis det er adhd jeg har, er det så altid kommet til udtryk med den der slags tankemylder? Det er ikke noget, jeg har et helt tydeligt svar på. Jeg ved, at jeg var et meget fysisk hyperaktivt barn, som fyldte enormt meget i et rum, og at den type uro er noget jeg siden mine teenageår i højere grad har vendt indad, men dermed ikke sagt at jeg ikke havde et overaktivt hoved dengang også. Det er bare ikke noget, som andre kan huske, på samme måde som de kan huske, at jeg hang i alle bogreolerne. Derfor er jeg afhængig af min egen erindring om det, og min hukommelse fra den tid er ikke specielt god.
Det er dog lige meget hvad min forståelse, at adhd kommer til udtryk på forskellige måder i løbet af livet. Jeg kan sagtens forestille mig, at i min situation kan uroen være blevet vendt indad pga. irettesættelser fra mine forældre, og hvem ved, hvordan jeg havde udviklet mig, hvis jeg havde fået lov til bare at være, som jeg var, men det er alt sammen meget tænkt.
Jeg har også det ekstra perspektiv, at jeg også selv er forælder til et barn, vi mistænker for at have adhd, som skolen i høj grad kæmper for at rumme med alle de værktøjer en moderne skole har, men man kommer bare ikke uden om, at hun bogstaveligt talt hænger i gardinerne i timen uden selv at vide hvorfor, at hun bliver kørt totalt træt af en almindelig skoledag af at følge med i hvad alle laver og tænker og føler, og at hun er en kæmpe konfliktmagnet, fordi hun ikke kan lade noget som helst ligge. Jeg ved ikke, hvordan man skulle kunne rumme hende nok til, at hun ikke stadig blev mere belastet end et barn uden de her udfordringer. Det er oplagt, at jo tidligere et menneske oplever belastning, jo mere varig effekt har belastningen. Hvis min datter på et tidspunkt bliver diagnosticeret og får medicin, så er det ikke for mig at se en falliterklæring af den indsats, der ellers er omkring hende. Det er bare endnu et værktøj, vi kan hjælpe hende med.